FAKTA: Udlændingestramninger er lynvedtaget

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Her er de punkter, regeringen, Socialdemokraterne, DF, LA og Konservative har stemt gennem Folketinget, efter at de blev enige om dem tirsdag aften.

* Afviste asylansøgere skal frihedsberøves tidligere i udsendelsesprocessen, end det sker i dag, hvis de ellers kommer fra lande, som det er muligt at sende dem hjem til. Derudover skal man i højere grad frihedsberøve afviste asylansøgere med det formål at "motivere" dem til at medvirke til at fremskaffe de dokumenter, der er nødvendige for udsendelse.

* Fristen for udrejse for afviste asylansøgere sættes ned fra 15 dage til syv dage.

* Der indføres elektronisk afgangskontrol ved ind- og udgang af udrejsecentre.

* Meldepligten for afviste asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold skærpes, så de som udgangspunkt skal melde sig tre gange om ugen. Desuden skal der "mere konsekvent" gøres brug af opholdspligt for samme gruppe udlændinge.

* Udlændinge-, integrations- og boligministeren får ret til - hvis det er akut nødvendigt - at fritage ejendomme, der skal bruges til indkvartering af asylansøgere, fra at leve op til planloven.

* Udlændingestyrelsen får lov til - i akutte tilfælde - at lægge beslag på offentlig ejendom som for eksempel sportshaller, nedlagte plejehjem, skoler og fritidshjem til indkvartering, uden at ejeren har givet sit samtykke. Politiet får samme beføjelse, hvis der bliver brug for steder at tilbageholde udlændinge.

* Udlændingestyrelsen får ret til - i akutte tilfælde - at tvinge en kommune til at drive et asylcenter, dog kun hvis der ikke kan nås frivillige aftaler.

* Politiet og Udlændingestyrelsen får lov til at hente hjælp hos private firmaer til for eksempel at registrere asylansøgere og bevogte frihedsberøvede udlændinge. De private vil få lov at bruge "fysisk fastholdelse" og håndjern, men ikke for eksempel stav eller peberspray. Og det sker under politiets eller Udlændingestyrelsens ansvar og ledelse.

* Efter de gældende regler kan en udlænding højst frihedsberøves i 72 timer. Herefter skal personen enten løslades eller fremstilles for en dommer. Nu får udlændinge-, integrations- og boligministeren ret til at suspendere det krav, hvis der er behov for at tilbageholde et meget stort antal udlændinge.

* Politiet får lov til at til tilbageholde asylansøgere i en "kortere periode" ved indrejse i Danmark for at fastslå deres identitet.

* Politiet får lov til at standse tog-, bus- og færgedrift over danske grænser, hvis det er nødvendigt for at undgå forstyrrelse af den offentlige orden.

I folketingsåret 2017-18 skal aftalen revideres, og politikerne vil da vurdere, om alle initiativerne fortsat er nødvendige.

Desuden er der bygget en fireårig "solnedgangsklausul" ind i tre af punkterne, nemlig dem om at kommunerne kan tvinges til at drive asylcentre, at private skal kunne løse myndighedsopgaver, og at ministeren skal kunne suspendere retten til at komme for en dommer inden for 72 timer.

De tre punkter udløber altså, hvis ikke Folketinget aktivt beslutter at vedtage dem igen.

Kilder: Aftaleteksten

/ritzau/