FAKTA: USA's hangarskibsflåde får nyt blod

Skrevet af admin

22/08/2015

Dagens topnyheder

Et hangarskib i USA's flåde er mere end et kæmpe skib med fly om bord.

* Centrum i hangarskibsgruppen er det store skib med flydækket, men det ledsages af en ring af andre krigsskibe og ubåde.

* USA har i øjeblikket 10 hangarskibe i tjeneste, selv om kongressen i Washington kræver, at flåden skal have 11.

* Der er tale om atomdrevne skibe af Nimitz-klassen, opkaldt efter det første hangarskib i klassen, USS Nimitz.

* Underskuddet på et hangarskib kan mærkes i oktober, når USS Theodore Roosevelt med sine over 60 kampfly og et par snese helikoptere skal forlade Golfen. Der er ikke som normalt et ledigt hangarskib til at afløse i farvandet i Mellemøsten før to måneder senere.

* Det samlede areal af hangarskibsdæk på de amerikanske fartøjer er mere end dobbelt så stort som arealet af samtlige andre hangarskibsdæk i verden.

* Den nye klasse af hangarskibe bliver aktiv i flåden, når USS Gerald Ford efter planen tages i brug i april 2016.

* Dets første søsterskib, USS John F. Kennedy, ventes klar i 2022.

* Prisen for Ford er omkring 12,9 milliarder dollar - godt 86 milliarder kroner.

* Forsvarsministeriet og skibsingeniørerne venter, at bygningen af JFK bliver mere smidig, så prisen kan holdes på 11,5 milliarder dollar - omkring 76,7 milliarder kroner.

* Ceremonien, hvor kølen blev lagt på USS John F. Kennedy, blev transmitteret live på thefordclass.com

* På denne hjemmeside står der også meget mere om de nye hangarskibe.

Kilder: military.com, flightglobal.com

/ritzau/