FAKTA: Våbenhvilerne der løb ud i Mellemøstens sand

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Siden Israel angreb Gaza den 8. juli som svar på vedvarende raketbeskydning fra Hamas, har israelerne og palæstinenserne forsøgt sig med flere våbenhviler. Den seneste brød sammen tirsdag.

* 1. august: Ved indirekte forhandlinger i den egyptiske hovedstad, Kairo, enes de to parter om den første våbenhvile, som skal vare tre dage. Den brydes næsten øjeblikkeligt. Hamas affyrer en lang række raketter mod Israel, og den israelske hær angriber det sydlige Gaza, hvor over 60 mister livet.

* 5. august: Israelerne og palæstinenserne enes om en ny våbenhvile på tre dage. Målet er at etablere en permanent våbenhvile.

* 8. august: Våbenhvilen udløber, og raketbeskydningen fra Gaza genoptages, mens Israel angriber mål i Gaza. De israelske forhandlere forlader Kairo.

* 10. august: Der aftales en ny tredages våbenhvile, som træder i kraft ved midnat.

* 13. august: Kort før midnat oplyser parterne, at våbenhvilen er forlænget med fem døgn, hvor der skal forhandles demilitarisering af Gaza, ophævelsen af den israelske blokade, løsladelse af palæstinensiske fanger og udleveringen af to dræbte israelske soldater. Hamas affyrer lige inden midnat tre raketter mod det sydlige Israel.

* 14. august: Israel svarer igen og rammer mål i Gaza. Men våbenhvilen fortsætter.

* 18. august. Det rygtes, at parterne er enige om en langvarig våbenhvile. Men kort efter meddeles det, at den kun forlænges med et døgn.

* 19. august: Der affyres tre raketter fra Gaza. Israel giver Hamas skylden og gennemfører nye angreb mod "terrormål" i Gaza. De israelske forhandlere kaldes hjem fra Kairo, og våbenhvilen bryder sammen.

/ritzau/