FAKTA: Wonderful Copenhagens oprydning efter Eurovision

Turistorganisationen Wonderful Copenhagen udbetaler en samlet fratrædelsesgodtgørelse på 7,4 millioner kroner til ledelsen, som trådte tilbage eller blev fyret efter Eurovision-sagen. Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag.

Wonderful Copenhagens projektselskab bag Eurovision fik udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner, da Danmark i 2014 skulle afholde det europæiske melodi grand prix.

Her kan du læse om forløbet efter sangkonkurrencen:

* Efter Eurovision gik formanden for bestyrelsen i Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, i august 2014 af og blev erstattet af erhvervsveteranen Peter Højland.

* Underdirektør i Wonderful Copenhagen og direktør i projektselskabet, Martin Bender, blev fyret som følge af sagen.

* Desuden trak direktøren for Wonderful Copenhagen gennem 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, sig efter Eurovision-skandalen.

- Wonderful Copenhagen blev sat i verden i 1992 for at fremme turisterhvervet i København:

* Organisationen er en fond og udøver ikke selvstændig kommerciel forretning.

* Den finansieres gennem bidrag fra erhvervslivet, organisationer og det offentlige, herunder flerårige finansieringsaftaler med Region Hovedstaden.

* Wonderful Copenhagen offentliggør ikke, hvilke private virksomheder og organisationer der bidrager til finansieringen.

Kilder: Wonderful Copenhagen, Region Hovedstaden og Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip