FAKTA: Wozniacki mod Peng

Skrevet af admin

05/09/2014

Dagens topnyheder

Enten Caroline Wozniacki eller Peng Shuai fra Kina spiller sig i aften dansk tid i finalen ved grand slam-turneringen US Open.

Her er fem ting, der er værd at vide inden kampen, der tidligt begynder klokken 19.45:

* Peng Shuai har aldrig spillet en grand slam-semifinale før. Inden årets US Open havde hun end ikke været i en kvartfinale. Hun er den tredje kineser, der når en grand slam-semifinale efter Li Na (seks gange) og Zheng Jie (to gange).

* Wozniacki er flyvende for tiden. Siden sommerens Wimbledon er hun noteret for 18 sejre i 21 kampe. Efter at græs-sæsonen sluttede og spillerne fik hardcourt under fødderne, har Wozniacki vist storform. Hun vandt blandt andet WTA-turneringen i Istanbul, karrierens 22. turneringssejr.

* Peng Shuai har ventet længe på at komme i sin første grand slam-semifinale. Wozniacki har prøvet det fire gange tidligere. Peng deltager i sin 37. grand slam-turnering. Kun fire spillere har været længere tid om det. Paola Suárez (38. forsøg), Francesca Schiavone (39), Nathalie Tauziat (42) og Elena Likhovtseva (46).

* Når mandagens verdensrangliste udkommer i sin nyeste version, kan Wozniacki være tilbage i top-10. Hun er i øjeblikket nummer 11. Sammenlagt 235 uger har Wozniacki tilbragt i verdens top-10 i sin karriere - inklusiv 67 uger som verdensetter. Hun har ikke været blandt de 10 bedste siden Australian Open i begyndelsen af 2014. Wozniacki ryger tilbage i top-10, hvis russeren Ekaterina Makarova ikke vinder US Open.

* Wozniacki fører med 5-1 i indbyrdes kampe mod Peng Shuai. Kineseren vandt den første duel tilbage i 2007, men det er efterfølgende blevet til fem danske sejre i træk. Spillerne har dog aldrig mødt hinanden i en grand slam-turnering.

Kilde: wtatennis.com

/ritzau/