Fald i antallet af asylansøgere undrer fagfolk

Skrevet af admin

01/08/2015

Dagens topnyheder

For et år siden begyndte alarmklokkerne at ringe hos den daværende socialdemokratiske justitsminister Karen Hækkerup.

I sommermånederne var der sket en så markant stigning i antallet af asylsøgere fra især Syrien og Eritrea, at flygtningestrømmen i august nåede det højeste niveau i 20 år.

Det førte kort efter til SR-regeringens stramning af asylreglerne. Siden har V-regeringen fulgt op ved at sætte ydelsen til asylansøgere ned.

Alligevel var forventningen, at mønstret ville gentage sig i år, men ifølge Jyllands-Posten er der sket et markant fald i antallet af asylansøgere i juli fra 1733 asylansøgere sidste år til mellem 1000 og 1100 i år.

Blandt de organisationer, som til dagligt hjælper asylansøgere, er man i tvivl om årsagen til faldet.

Dansk Flygtningehjælp mener, at det er for tidligt at give et bud på årsagen. Hos Røde Kors vil chefen for asylafdeling, Anne la Cour Vågen, ikke vurdere, om det er V-regeringens asylstramning, der er årsagen til faldet i asylansøgere.

Hun konstaterer blot, at Røde Kors havde forventet at se en større stigning i juli, end der er sket:

- Derfor er beredskabet rustet med flere sengepladser og sundhedspersonale, men vi kan konstatere, at vi har ikke set det boom, vi så sidste år, siger Anne la Cour Vågen.

Hun forklarer, at Røde Kors havde forventet en stigning i antallet af asylansøgere, fordi der i øjeblikket kommer mange flygtninge til Europa fra blandt andet Syrien og flere afrikanske lande:

- Sidste år kom stigningen i slutningen af juli og fortsatte i august og september. Det kan skyldes, at det er nemmere at komme over Middelhavet, når det er varmt vejr, og der var ikke noget, der tydede på, at der ikke også i år ville komme mange asylansøgere til Danmark, siger Anne la Cour Vågen.

Hun mener dog, at det er for tidligt at konkludere om, asylmønstret reelt har ændret sig, fordi flere flygtninge nu kommer til Europa uden om Italien, der hidtil har været første stop for mange bådflygtninge:

- Langt de fleste flygtninge kommer nu til Grækenland, og de skal først ind til fastlandet fra de græske øer. Samtidig kommer flere via Tyrkiet og Bulgarien. Det kan være, at de ændrede rejseruter betyder, at det tager længere tid at komme til Danmark, men det er ikke til at vide, siger Anne la Cour Vågen.

Udlændingestyrelsen har indtil videre fastholdt et højt beredskabsniveau i asylsystemet for at kunne tage i mod det forventede høje antal asylansøgere.

Umiddelbart efter sommerferien skal Røde Kors dog i dialog med styrelsen om, hvorvidt beredskabet skal skæres ned, eller om man fortsat skal være klar med ekstra sengepladser i tilfælde af at antallet af asylansøgere pludseligt stiger igen.

/ritzau/