Faldforebyggelse fører til færre knoglebrud hos ældre

Følger efter faldulykker kan have store konsekvenser for den enkelte. Fald er således den hyppigste årsag til sår, smerter, knoglebrud og nedsat bevægelighed og kan i sidste ende føre til isolation hos ældre mennesker.

- Et fald kan have meget alvorlige konsekvenser for den enkelte ældre og derfor er det meget glædeligt, at projektet har, vist at man gennem forebyggelse kan forhindre en del fald, siger formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune, Poul Bergmann.

Projektet har bestået i, at udvalgte medarbejdere fra ældreplejen har besøgt ældre, der er faldet. Gennem samtaler er årsagerne til faldet blevet afdækket.

Årsagerne kan være mange: Nedsat syn, dårlig belysning i hjemmet, medicin der sløver eller giver svimmelhed, væskemangel, og andre ting.

- Nogle behøver en medicingennemgang hos lægen, andre skal huske at drikke mere, eller overveje indretningen af deres hjem. Rigtig mange ældre borgere har brug for at være mere fysisk aktive, det giver effekt selv i en høj alder, siger Ulla Krüger afdelingsleder i Sundhed og Ældre i Mariagerfjord Kommune.

Projektet har sat fokus på alle de forebyggende tiltag og medarbejderne har sammen med den ældre gennemført ændringer i dagligdagen.

- Det har betydet at mange borgere enten ikke falder mere, eller falder langt mindre hyppigt, siger Poul Bergmann.

Mariagerfjord Kommunes model for basisudredning vil nu blive brugt som inspiration til en model, som alle kommuner kan gøre brug af, til at forebygge fald hos de ældre.

Dagens Gossip

Dagens TV