Falleret rigmand nægter svindel for mange millioner

Skrevet af admin

07/01/2014

Mest læste i dag

Den tidligere finansmand og ejendomsmatador Steen Bryde nægter at stå bag den omfattende svindel, som han tirsdag står tiltalt for ved Retten i Lyngby.

Det fastslår hans forsvarsadvokat, Karoly Nemeth, på dagen, hvor sagen mod Bryde og tre andre er skudt i gang.

Steen Bryde er anklaget for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, fire tilfælde af groft skyldnersvig samt skattesvig.

Alt i alt løber svindlen op i nærheden af 24 millioner kroner, ligesom den fallerede forretningsmand ifølge anklageskriftet har forsøgt at svindle for yderligere 25-30 millioner kroner.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, bedre kendt som Bagmandspolitiet, der har rejst tiltale mod den i dag 46-årige Bryde.

Steen Bryde blev offentligt kendt i årene før finanskrisen, hvor han opbyggede en anselig formue på blandt andet aktie- og ejendomsspekulation.

Mange vil sikkert også huske, hvordan han i 2008 under stor mediebevågenhed kuppede sig til magten i det børsnoterede rederi Nordic Tankers A/S.

Ud over Steen Bryde er tre andre personer tiltalt i sagen. Ifølge anklageskriftet har de alle på kryds og tværs været dybt involveret i svindelnumrene, men de nægter sig alle skyldige i de fleste anklager mod dem.

Sagen omhandler blandt andet Steen Brydes selskab Bryde Gruppen ApS, der - ligesom Bryde selv - gik konkurs sidst i 2008.

Bag nedrullede gardiner og uden kreditorernes viden trak erhvervsmanden ifølge Bagmandspolitiet næsten 18 millioner kroner ud af flere selskaber, men primært Bryde Gruppen ApS.

Det skulle blandt andet være sket ved at optage millionlån i et selskab, som en af de andre tiltalte ejede, til kurs 25, men med aftale om, at pengene skulle betales tilbage til den voldsomt høje kurs 150, uden at der var forretningsmæssige begrundelser for det.

Inden Steen Bryde i februar 2009 røg på porten som direktør i Nordic Tankers A/S, forsøgte han angiveligt også at misbruge sit mandat til at indgå forskellige lyssky kontrakter og derved franarre selskabet godt 20 millioner kroner og en million dollar.

Det var i øvrigt bestyrelsen i Nordic Tankers A/S, der meldte Bryde til politiet for hans dispositioner som direktør.

Derudover er han tiltalt for at have indkasseret mere end fem millioner kroner i ratepension uden at betale skat.

Sagen fortsætter frem til slutningen af marts, hvor der formentlig falder dom.

/ritzau/