Falsk 'Rasmus Seebach' kontaktede lille pige på Facebook

Der er en bagside af medaljen - også for Rasmus Seebach. Og den danske popstjerne må finde sig i, at der på Facebook florerer adskillige profiler, der er oprettet i hans navn.

I et tilfælde har en person bag en af de falske Facebook-profiler skrevet til en otte-årig pige under dække af at være Rasmus Seebach, skriver Ekstra Bladet.

Han spurgte blandt andet ind til, om hun var alene, og om hun var på Skype. Heldigvis sad pigens mor ved siden af.

SE OGSÅ: Joan Ørting misbrugt i slankereklame

Profilen nu meldt til politiet og til Facebook.

- Det er jo med stor sandsynlighed en eller anden pervers person, der misbruger Rasmus' navn til at lokke med, siger Vibeke Pedersen til Ekstra Bladet.

Hun er veninde til den lille piges mor.

Først da Rasmus Seebachs manager, Nicolaj Bundesen, meldte profilen til Facebook tirsdag, blev den slettet. 

SE OGSÅ: Død kvinde misbrugt i Facebook-reklame

Frida Löwengren, der står for Facebooks pressehåndtering i Norden, understreger, at der ikke er noget, der er vigtigere for Facebook end brugernes sikkerhed.

Hun kan dog ikke forklare, hvorfor siden ikke blev lukket med det samme.

- Vi opfordrer folk til at melde sider, profiler eller indhold, der ikke overholder vores betingelser, eller som på nogen måde overtræder vores brugeres grænser. Tilfælde med børnelokning er meget sjældne på Facebook, og vi har en både handlekraftig og aggresiv tilgang til at holde vores brugere sikre, siger Frida Löwengren til Ekstra Bladet.

Ifølge Facebooks regler må personer under 13 år ikke bruge tjenesten - heller ikke i selskab med voksne.

Dagens Gossip