Falske betjente får flere måneders fængsel

Tre rumænske mænd har fredag fået henholdsvis tre og fem måneders fængsel for at udgive sig for at være politibetjente og bestjæle turister i København.

Dommen faldt i Københavns Byret fredag formiddag. Alle tre mænd modtog dommen. Samtidig er tre andre mænd blevet varetægtsfængslet og sigtet i en lignende sag. Også de kommer fra Rumænien.

To af de dømte, som begge var ustraffet, har fået fem måneders fængsel og bliver udvist af Danmark. Den tredje skal tre måneder bag tremmer.

Det er anklagemyndigheden meget tilfreds med.

- Normalt giver disse forhold 60 dages fængsel, men dommeren lagde vægt på de mange forsøgte hævninger på kortene, siger anklager Tomas Hugger, Advokatur City, Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Det at udgive sig for at være politibetjent er særdeles skærpende, samfundsskadelig virksomhed på linje med dokumentfalsk og lignende. Vi skal kunne stole på vores dokumenter og på vores myndigheder, siger han.

De tre nu dømte mænd lokkede blandt andet en japansk turist til at oplyse dem om pinkoden til sit kreditkort, hvorefter kortet blev stjålet og misbrugt.

Det fremgik af politiets sigtelse, at japaneren og et andet offer i alt mistede 24.000 kroner.

De tre andre rumænere, som alle er i 40'erne, blev fredag fremstillet i dommervagten i København. Her valgte dommeren at fængsle mændene i foreløbig 11 dage.

De benyttede den såkaldte Maradona-metode til at snøre turister. Metoden går ud på, at rumænerne kontakter nogle turister og udgiver sig som folk fra myndigheden "Beskyttelse af Turisme". Turisterne bliver bedt om at fremvise pas og kontanter, som tyvene så forsøger at stjæle.

Det var en anmeldelse fra et amerikansk par ved Kastellet i København torsdag, der førte til anholdelsen af tricktyvene.

Civilklædte betjente tog ud i området og overværede diskret, hvordan de mistænkte forsøgte at overliste endnu et par turister - og slog så til.

- Nu må vi se, hvad efterforskningen fører til, sagde den centrale efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen torsdag til spørgsmålet om, hvorvidt de tre har andre tilfælde på samvittigheden.

/ritzau/

Dagens Gossip