Falske betjente skal flere måneder i fængsel

Tre rumænske mænd har fredag fået henholdsvis tre og fem måneders fængsel og for at udgive sig for at være politibetjente og bestjæle turister i København.

Det besluttede Københavns Byret fredag formiddag. Alle tre mænd modtog dommen.

To af de dømte, som begge var ustraffet, har fået fem måneders fængsel og bliver udvist. Imens kunne den tredje nøjes med tre måneder bag tremmer.

Det var anklagemyndigheden meget tilfreds med.

- Normalt giver disse forhold 60 dages fængsel, men dommeren lagde vægt på de mange forsøgte hævninger på kortene.

- Det at udgive sig for at være politibetjent er særdeles skærpende, samfundsskadelig virksomhed på linje med dokumentfalsk og lignende. Vi skal kunne stole på vores dokumenter og på vores myndigheder, siger anklager Tomas Hugger, Advokatur City, Københavns Politi i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip