Falske penge måske årsag til nytårstragedie i Shanghai

Skrevet af admin

01/01/2015

Mest læste i dag

Det var muligvis falske pengesedler smidt ud fra en etagebygning i Shanghai, der fik en nytårsfest til at ende tragisk.

Mindst 36 mennesker meldes dræbt i den østkinesiske millionby Shanghai i forbindelse med nytårsfesten ved den berømte havnefront The Bund.

De mange mennesker har mistet livet under tumult blandt de tusindvis af mennesker, som var samlet i den centrale del af byen for at se fyrværkeri ved midnat og byde 2015 velkommen.

Vidner beskriver over for lokale medier, at der udbrød mas og panik, da en del i menneskemængden pludselig styrtede hen for at samle falske pengesedler op fra jorden.

- Det er for ondt. Mennesker foran os var allerede faldet omkuld på jorden, mens andre trampede hen over dem, siger 27-årige Cui Tingting, der selv havde samlet nogle af pengesedlerne op, men smidt dem igen, da det gik op for hende, at de var falske.

Det er dog ikke blevet bekræftet af myndighederne, at tumulten blev udløst af sedlerne, der angiveligt blev smidt ud fra en bygning med udsigt over havnefronten.

Ifølge nyhedsbureauet dpa blev sedlerne smidt ud fra en natklub. De lignede angiveligt 100-dollarsedler, mens andre beskriver, at de så ud som rabatkuponer.

Tumulten begyndte angiveligt klokken 23.35 lokal tid - altså 25 minutter før det nye år.

Myndighederne i Shanghai har bekræftet, at 36 personer er omkommet, mens 47 meldes kvæstet.

Ifølge det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua er mange af de kvæstede studerende.

Shanghai, der har 23 millioner indbyggere, har tidligere præsenteret et tredimensionelt lasershow nytårsaften, men det var aflyst i år, ligesom det har været aflyst de seneste tre år på grund af problemer med at kontrollere de store menneskemasser.

I stedet var der i år mindre arrangementer rundt omkring, herunder på The Bund, der ligger på den vestlige side af Huangpu-floden.

Det historiske The Bund er et område med restaurerede gamle bygninger, der ligger på ofte smalle gader.

/ritzau/Reuters