Familie til dræbt ung mand udlover dusør på 500.000

Familien til den 21-årige Cem Aydin, der i januar 2012 blev tævet ihjel på Frederiksberg i København, udlover en dusør på en halv million kroner for oplysninger, der kan føre til opklaring af drabet.

Det højst usædvanlige skridt sker efter aftale med Københavns Politi, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Cem Aydin blev overfaldet og gennembanket af otte-ti personer foran sine forældres hjem på Frederiksberg. Nogle dage senere døde han af sine kvæstelser.

Trods massiv omtale og en omfattende efterforskning er drabet aldrig blevet opklaret.

-Dusøren er et udtryk for vores søgen efter sjælefred, siger Cem Aydins storebror Dogu Aydin, der er talsperson for familien, i pressemeddelelsen og fortsætter:

-Vi er sikre på, at der sidder nogle derude, som ved noget. De må også være interesserede i sjælefred. Det er vores håb, at denne dusør kan give politiet nye spor, så de kan komme videre med efterforskningen af det meningsløse drab. Vi opfordrer alle der har oplysninger om at rette henvendelse til Københavns Politi, siger Dogu Aydin.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV