Familie udsat for hjemmerøveri

»Klokken 02:56 blev en lokal forretningsdrivende og hans familie udsat for et hjemmerøveri begået af to gerningsmænd,« siger vagtchef Søren Danielsen.

»De to mænd trængte ind på adressen i Havdrup, hvor de med et oversavet jagtgevær og knojern truede den forurettede til at udlevere sit hævekort,« siger han.

Den ene gerningsmand tog derefter ned til en hæveautomat, hvor han hævede et endnu ukendt beløb, mens den anden gerningsmand blev i huset med familien.

Gerningsmændene beskrives begge som danske mænd, der er muskuløse af bygning. De var begge iklædt sort tøj og elefanthue. Den ene mand beskrives som mellem 175 og 180 centimeter høj, mens den anden beskrives som mellem 180 og 185 centimeter høj.

»Vi er i gang med afhøringer af de forurettede, men vi har ikke ret mange oplysninger i øjeblikket,« oplyser vagtchef Søren Danielsen.

Familien, en kvinde og to børn, var vidner til det hele. Ingen er kommet til skade.

Det er endnu ukendt, hvordan hjemmerøverne er kommet derfra.

Dagens Gossip