Familiefædre afpresset for at have sex med prostitueret: Meld jer og få hjælp, opfordrer politiet

Skrevet af Kirstine Petersen

19/02/2016

Dagens topnyheder

Flere midt- og nordjyske mænd er blevet afpresset for tusindvis af kroner, efter at de har besøgt en prostitueret kvinde fra Silkeborg. Det skriver Herning Folkeblad.

Det er kommet frem, efter at den prostituerede kvinde selv har henvendt sig til politiet, fordi den 49-årige kvinde ifølge sin egen forklaring er blevet tvunget til at have sex med over 100 mænd. Derudover er hendes besøgende efterfølgende blevet afpresset for penge. Kvinden har afsløret, at en 36-årig mand fra Bording stod bag afpresningen, og ham har politiet nu anholdt. 

Manden er sigtet for at tvinge kvinden til at have sex med over 100 mænd, og for at afpresse mindst to mænd - den ene afpressede kommer fra Silkeborg, mens den anden kommer fra Aalborg. Afpresningen bestod i, at deres besøg ville blive afsløret for deres familier, hvis ikke de betalte manden flere tusinde kroner.

Den ene af mændene er blevet afpresset for henholdsvis 5000 og 5500 kroner, skriver avisen. Der kan dog være flere mænd i samme situation, og især mænd med familier eller andet "at miste", regner politiet med. De kommer derfor med følgende opfordring:

- Vi ved, at det er en prekær situation. Men det er vigtigt for sagens efterforskning, at man tager kontakt til politiet, hvis man har været udsat for afpresning, siger politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg til Herning Folkeblad.

Har du oplevet noget lignende, så kontakt politiet på telefon 114, lyder opfordringen fra ordensmagten således nu. 

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: