Familiefar kendes skyldig i at være tunnelmanden

Skrevet af admin

25/11/2013

Mest læste i dag

Et enigt nævningeting har mandag ved Retten på Frederiksberg kendt en 41-årig familiefar skyldig i en række forhold, der blandt andet omfatter voldtægt og seksuelle krænkelser.

Med dommen slår retten fast, at manden er identisk med den mand, der i medierne er blevet døbt tunnelmanden, fordi han har huseret nær en tunnel på et stisystem ved bydelen Tingbjerg i København.

I alt er familiefaren kendt skyldig i samtlige 12 forhold, som alle er begået mod kvinder. Ofrene er i de fleste tilfælde blevet væltet af cyklen og efterfølgende forulempet.

Særligt dna-spor fra sæd og spyt fik beviserne til at veje tungt mod på manden, der er af marokkansk oprindelse.

Sporene blev efterladt, da han kyssede flere af kvinderne under overgrebene. Det blev under retsmøderne slået fast, at dna'en i de fleste tilfælde tilhører den tiltalte med størst mulig sandsynlighed.

I oplæsningen af kendelsen lagde dommeren blandt andet vægt på overensstemmelserne mellem gerningsmandens fremgangsmåde og manglende alibi.

Ved flere tilfælde forsøgte gerningsmanden at kysse sine ofre, ligesom han tidligere i forløbet har erkendt sig skyldig i tyveri mod cyklende kvinder.

Derudover lagde nævninge og dommere vægt på vidneudsagnene, som blev beskrevet som "troværdige, detaljerede og sikre".

Intet talte dog ifølge kendelsen for, at familiefaren har forsøgt at tiltvinge sig samleje frem for et andet seksuelt forhold i nogle af forholdene. Han er derfor alene blevet kendt skyldig i med vold eller trussel at ville have et andet seksuelt forhold.

Et af ofrene jog angiveligt tunnelmanden på flugt, efter at hun råbte, at hun havde en smitsom kønssygdom, mens det lykkedes en anden at slippe fri, da hun bed gerningsmanden i fingeren.

Den 41-årige har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig i sexforbrydelserne.

I mentalundersøgelsen er der ikke fundet bevis på, at manden er sindssyg. Den psykologiske undersøgelse pegede dog på, at den tiltalte er undvigende, ansvarsforflygtigende og narcissistisk.

/ritzau/