Familiefar sigtet for 15 overgreb mod teenagepiger

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

En 49-årig mand er sigtet for 15 overgreb mod teenagepiger, som han traf via sociale medier, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Politiet har holdt sagen hemmelig, siden manden blev fængslet i juli. Det skyldes, at man har villet holde kortene tæt ind til kroppen i forbindelse med efterforskningen.

- Vi har identificeret 41 piger, som skal afhøres til sagen, fortæller politikommissær Hans Erik Raben.

Han oplyser, at ofrene i sagen er 13-14 år gamle, og at de blandt andet blev lokket til at mødes med manden med tilbud om modelarbejde.

Manden er sigtet efter straffelovens bestemmelser om voldtægt, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang, oplyser politikommissæren.

Torsdag skal den 49-årige fremstilles for en dommer i København. Dommeren skal tage stilling til, om manden fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

Manden har siddet fængslet siden 7. juli, men politiet har formået at holde sagen skjult for offentligheden i knap tre måneder.

Det skyldes ifølge Ritzaus oplysningen blandt andet, at man har frygtet, at offentlig omtale af sagen ville kunne påvirke afhøringerne af de mange piger, som indgår i efterforskningen.

/ritzau/