Familielæger truer med at lukke praksis

Over halvdelen af de praktiserende læger truer med at gå på pension eller finde mere lukrativt arbejde i nabolande som Norge, hvis Danske Regioner strammer tommelskruerne om lægerne og overtager styringen og kontrollen med almen praksis.

Det viser en undersøgelse lavet af YouGov for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i forlængelse af de sammenbrudte forhandlinger med Danske Regioner om en ny overenskomst.

Regionerne kræver, at lægerne løser flere opgaver for de samme penge. Desuden ønsker regionerne mere styring med de praktiserende, herunder deres honorarer, og også hvor lægerne lægger deres praksis.

- Undersøgelsen viser stemningen blandt de praktiserende læger i øjeblikket. De føler det som en kampagne fra Danske Regioner, der ser bort fra de flotte resultater i almen praksis og i stedet udstiller hele lægestanden som nogle, der bare snyder med honorarerne, siger formanden for PLO, Henrik Dibbern.

60-årige Jenny Østergaard er på 25. år praktiserende læge i Nordjylland og én af dem, der er klar til at stemple ud.

- Jeg vil selv bestemme, hvordan min praksis skal køre. Jeg ønsker at være tæt på mine patienter og ikke påduttes, hvor mange jeg skal køre igennem på en dag, siger hun og fortsætter:

- Min mand er også praktiserende læge, og vi er enige om, at vi ikke orker det, hvis det bliver værre end nu. Så hellere lukke og tage tre måneder sammen hvert år til Norge og tjene lige så gode penge der. Det kan vi jo gøre, selv om vi bliver boende.

Mange læger er højt oppe i årene og kan dermed gøre alvor af at lade sig pensionere. Alligevel ryster Danske Regioners chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne, Jens Stenbæk, ikke på hånden.

- Vi er midt i et forhandlingskaos om en ny overenskomst, og lægernes svar er derfor forudsigeligt. Men jeg synes, det er ærgerligt, at PLO forsøger at lave en forkert skræmmekampagne overfor deres medlemmer, om at vi vil overtage styringen med det hele, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip