Familien, der blev syge af mad, henvendte sig ikke til grillbar i Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

29/10/2012

Mest læste i dag

Det viser sig nu, at den familie, der lørdag aften blev syge af rådden kød på en pizza fra Golden Chicken i Låsbygade i Kolding, ikke henvendte sig eller hentede nyt mad. Det fortæller den mand, som dagens.dk kender identiteten på.

- Vi har ikke kontaktet grillbaren, men indgivet en klage til Fødevarestyrelsen, fortæller han til dagens.dk.

Dermed tyder det på, at flere har fået dårligt mad fra Golden Chicken.

Grillbarens ejer fortalte mandag eftermiddag til dagens.dk, at en familie lørdag aften ringede til Golden Chicken og klagede over dårlig mad. Det var manden i familien, der ringede og sendte en veninde for at hente en ny portion mad - uden at det såkaldte "dårlige" mad blev leveret tilbage.

Men det har ikke været den familie i Kolding, der blev syge af maden. Både mor og datter blev dårlige i løbet af lørdag aften på grund af den dårlige mad. Det er oplyst til netavisen, at mandens pizza lugtede fælt og en prøvesmagning viste, at pizzaen smagte underligt.

Sagen er anmeldt til Fødevarestyrelsen - det har dagens.dk dog endnu ikke fået bekræftet fra styrelsen selv.