Familier fanget i Syrien forud for muligt luftangreb

Samtidig spreder rygterne sig om et forestående vestligt luftangreb som reaktion på sidste uges gasangreb, og panikken og uroen spreder sig blandt de flygtninge, der stadig har familie i Syrien. Det foplyser Red Barnets medarbejdere på grænsen til Syrien.

En stor gruppe flygtninge har forladt Damaskus og var på vej sydpå, da de blev fanget i byen Dara’a ved grænsen til Jordan. De måtte stoppe deres flugt, fordi det er for farligt at fortsætte, fortæller Red Barnets nødhjælpsansvarlige, Hedinn Halldorsson, der befinder sig tæt på grænsen mellem Syrien og Jordan.

»Vi er dybt bekymrede for den forværrede situation for flygtningene i Syrien. Uroen og bekymringen breder sig også blandt flygtningene her i Jordan. De forestående bombeangreb og sidste uges angreb i Al-Ghouta (det formodede giftgasangreb, red.) er på alles læber i flygtningelejren Za’atari i Jordan. Folk advarer deres slægtninge inde i Syrien, når de hører nyt,« fortæller Hedinn Halldorsson.

Over de næste dage og uger vil behovet for nødhjælp stige drastisk, og Red Barnet opfordrer verdenssamfundet til at bakke op.

»Hvis der kommer en militær intervention udefra, kan vi forvente, at den humanitære situation bliver endnu værre. Der vil komme endnu flere flygtninge over grænserne, og vi bliver nødt til at være klar til at tage imod dem,« siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, der sammen med FN og andre organisationer forbereder sig på at modtage en bølge af flygtninge i de kommende dage.

Siden konflikten startede, har Red Barnet hjulpet over 700.000 mennesker, heraf 400.000 børn, med basal nødhjælp.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær fortæller, at de syriske børn, der lige nu strømmer ud af Syrien, er dybt traumatiserede.

»Det er helt ufattelige oplevelser, de har printet ind i hjernen. Det er børn, der har set lig i gaderne, de har set blod, og de klynger sig til forældrene og kan ikke sove om natten,« siger han.

Ifølge FNs flygtningeorganisation, UNHCER, har man p.t. registreret knap 1,8 millioner syriske flygtninge i nabolandene Jordan, Tyrkiet, Irak, Egypten og Libanon. Dertil kommer syrere, der er internt fordrevne i Syrien på grund af borgerkrigen.

Dagens Gossip