To familier fra Holbæk i slagsmål på Borgerservice

Det var kulminationen på en længerevarende konflikt, der i går brød ud i lys lue, da to familier kom at slås på Borgerservice i Holbæk.

To mænd blev anholdt, skriver Nordvestnyt.dk.

Slagsmålet på Borgerservice var et opgør  mellem to familier med udenlandsk baggrund. Begge familier bor i Ladegårdsparken i Holbæk, og familiernes venner er også indblandet i konflikten.

Allerede for en uge siden var de to familier og deres venner i slagsmål i Ladegårdsparken. Her blev der blandt andet brugt køller.

Mandagens tumult opstod, da medlemmer af de to familier tilfældigt rendte ind i hinanden på Borgerservice.

- Det er to familier, der har nogle interne stridigheder. Men nu går vi ind og laver nultolerance over for familierne, og vi kommer til at følge dem tæt, for vi vil ikke finde os i deres fejder, siger politikommissær Otto Storm fra lokalpolitiet i Holbæk til Nordvestnyt.dk.

Han ønsker ikke at fortælle, hvad de to familier er uenige om.

Lokalpolitiet samarbejder også med kommunen om, hvad man kan gøre for at få de to familier til at begrave stridsøksen.

De to mænd på 20 og 22 år blev løsladt efter afhøring, men er nu sigtet for vold.

Dagens Gossip