Familier verden over venter på nyt om forsvundet fly

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

Massevis af familier fra 15 nationer verden over venter på nyt om deres kære, der var om bord på det fly fra Malaysia Airlines, der forsvandt fredag aften dansk tid efter afgang fra Kuala Lumpur.

Den ældste savnede er 79, mens den yngste blot er to år.

Blandt de desperate familiemedlemmer er den indiskfødte canadier Muktesh Mukherjees onkel. Han beder til, at tragedien ikke har ramt familien for anden gang.

Den savnede 42-åriges bedstefar - en tidligere indisk minister - blev dræbt i en flyulykke i Indien i 1973.

- Mirakler sker. Vi beder for, at det vil ske denne gang, og at Muktesh vil komme tilbage til os, siger hans onkel Manoj Mukherjee fra Kolkata.

Muktesh Mukherjee, der bor i Beijing, var på vej hjem på flight MH370 sammen med sin kinesiske kone, Xiaomo Bai, efter en ferie i Vietnam.

Blandt flyets passagerer var blandt andet pensionister på ferie, 20 asiatiske arbejdere fra et amerikansk firma og tre franske gymnasielever.

Der var også en gruppe på 19 kinesiske kunstnere samt deres familier og medarbejdere, der havde været i Malaysia til en udstilling.

Maler og digter Wang Linshi var med i gruppen.

- Wangs kunst var som hans personlighed: elegant, sød og graciøs. Han havde bare lyst til livet og havde høje standarter for sin kunst. Nu er han pludselig væk, og vi er meget bekymrede, siger hans ven Yang Linchuan.

En anden maler, 76-årige Liu Rusheng, havde forinden lagt et essay på nettet, hvor han ser tilbage på sit liv. "Skæbnen har været god ved mig", skrev han.

Catherine og Bob Lawton var blandt de seks australiere på flyet. De var på ferie med venneparret Rodney og Mary Burrows.

- Alle familiemedlemmer forsøger at være positive og håbe, at der er overlevende. Men vi forbereder os på det værst tænkelige udfald, siger familien Lawton i en udtalelse.

Vennen Rodney Burrows tog en fratrædelsesordningen sidste år, og han og hustruen var flyttet i et mindre hus få uger inden rejsen for at nyde alderdommen.

/ritzau/AFP