Familievirksomheder er bedst til at tjene penge

Familieejede virksomheder er helt afgørende for dansk økonomi, og de er langt bedre til at tjene penge end selskaber med andre ejerformer.

Samtidig har de klaret sig bedre gennem krisen og bidrager dermed i høj grad til den skrantende vækst herhjemme, skriver Jyllands-Posten.

60 procent af alle medarbejdere i den private sektor er ansat i selskaber, hvor familien bestemmer, og de skaber næsten halvdelen af omsætningen i erhvervslivet.

- Familievirksomheder leverer et afgørende bidrag til det danske samfund, selvom de ofte er oversete, siger Morten Bennedsen, professor ved managementskolen Insead i Fontainebleau i Frankrig.

Han er en af hovedmændene bag en omfattende rapport, som for første gang kortlægger de familieejede virksomheders betydning for Danmark.

Samtidig er evnen næsten dobbelt så stor til at præstere et overskud som i andre typer af virksomheder.

- Familieejede virksomheder har ofte mindre gæld og tænker mere langsigtet. Det har medvirket til at bringe dem bedre gennem kriseårene, konstaterer Morten Bennedsen.

Han fremhæver, at de bedste familievirksomheder har stærke værdier, fasttømrede netværk og solid økonomi. Ofte kan denne cocktail ikke kopieres af andre virksomhedstyper.

Dansk Erhverv peger på, at selskaber ofte viser større stabilitet, når ejeren bestemmer.

- Familien har hånden på kogepladen, så resultaterne har direkte effekt på deres egen økonomi.

- De kan træffe hurtige og konsekvente beslutninger og behøver ikke tage kortsigtede hensyn til eksempelvis aktiemarkedet, siger Søren Friis Larsen, markedschef i Dansk Erhverv.

/ritzau/

Dagens Gossip