Fan forskrækker Lady Gaga

Skrevet af Aller

04/11/2013

Dagens topnyheder

Selv om Gaga nærmest er mandsopdækket af sikkerhedsfolk, lykkedes det en fan at mase sig ind på hotellet og det rystede popstjernen. Vagterne fik fat i den unge pige, som nu er sat på hotellets sorte liste, men episoden giver alligevel anledning til panderynker i organisationen omkring sangerinden. 

Det kunne nemlig ligeså godt have været en person med ondt i sinde, Ifølge avisen Sunday Mirror kom den ihærdige fan meget tæt på Gaga:

»Pigen løb ind foran afspærringerne og styrede lige mod Gaga. En af hendes livvagter rakte armen ud for at stoppe hende, men hun kom hun også forbi ham og en vagt mere. Det så ud, som om hun slog den første af mændene og ville helt ind på livet af Gaga«, fortæller avisens unavngivne kilde ved hotellet.

En tilskuer på gaden filmede episoden og lagde videoen på YouTube. Påtrængende fans er ikke Lady Gagas eneste hovedbrud i disse dage.

R&B-sangeren og sangskriveren Teddy Riley sagsøger hende for at få betaling for sit bidrag til skæringen »Teeth«.

Den tidligere Blackstreet-stjerne hævder, at Gaga lovede ham 25 procent af forfatterindtægterne, men aldrig har sluppet en øre.

Nu forlanger Riley et honorar på 500.000 dollars, cirka 2,7 millioner kroner, plus en erstatning, han endnu ikke har sat tal på. »Teeth« er at finde på Gagas storsælgende album »The Fame Monster« fra 2009.