Fan køber den originale batmobil

To the Batmobile, let's go!

Indtil videre har den sætning været forbeholdt den amerikanske playboy Bruce Wayne, bedre kendt som superhelten Batman.

Men nu kan virksomhedsejeren med det glamourøse efternavn Rick Champagne fra delstaten Arizona tage sætningen i egen mund.

Lørdag blev den legendariske bil hans for den nette sum af 4,6 millioner dollar (25,7 millioner kroner) på Barrett-Jackson auktionen i byen Scottsdale.

- Jeg kunne godt lide Batman, da jeg var mindre, og i dag kom jeg for at købe bilen. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse, sagde den 56-årige stolte ejer til nyhedsbureauet Reuters.

Batmobilen - en ombygget Lincoln Futura fra 1955 - var en del af Batman-tv-serien, der blev sendt på tv i 1960'erne, og den var også med i filmversionen med Adam West i rollen som den maskerede superhelt fra 1966.

Dengang købte bildesigneren George Barris bilen for en dollar. Derefter fik han to uger og 85.000 kroner til at bygge bilen om til serien.

- Batmobilen er en af de mest berømte biler i Hollywood-historien, og bilen er blevet et ægte ikon for de følgende generationer af batmobiler, sagde direktør Craig Jackson fra auktionshuset, da det blev offentliggjort, at bilen var til salg.

Bilen har en V-8 motor og kan lave en hurtig 180-graders vending - et såkaldt "bat-turn" takket være to faldskærme monteret bag på bilen. Den er desuden udstyret med flagermus-logo, en bat-telefon og en røgkanon.

- Bilen skulle være seriens stjerne, og det blev den, sagde den 87-årige Barris inden auktionen ifølge Reuters.

Ud over superheltebilen har bildesigneren fra Chicago ombygget biler for kendisser som John Wayne, Bing Crosby, Elvis Presley og Elton John.

På dvd'en med den seneste Batman-film, "The Dark Knight Rises", er der desuden klip med scener, fra da batmobilen blev skabt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip