Fandt bil med skader: Kvinde anholdt efter trafikdrab i Hørsholm

Klokken 03:40 blev en kvinde anholdt på sin bopæl. Hun er mistænkt for at være den flugtbilist, der mandag aften påkørte og dræbte en mandlig fodgænger i Hørsholm.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Ulrik Linden.

»Anholdelsen fandt sted efter en anmeldelse, om at der ved kvindens bopæl holdt en bil med skader, som en sådan påkørsel ville kunne skabe,« siger vagtchef Ulrik Linden.

»Der er udtaget en blodprøve, men det er for tidligt at sige, om der har været spiritus involveret i ulykken. Kvinden fremstår lettere chokeret, og nu skal hun afhøres i løbet af formiddagen,« oplyser vagtchefen.

Herefter vil jurister vurdere, hvad der videre skal ske i sagen.

Den dræbte fodgænger var en 72-årig mand, der blev hårdt kvæstet af påkørslen. Trods forsøg på førstehjælp døde han på stedet for påkørslen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Dagens Gossip