Fandt kæmpe skunkfarm lige ved siden af politistation

Skrevet af Jesper Larsen

30/11/2014

Mest læste i dag

En kæmpe skunkfarm er blevet fundet lige ved siden af politistationen i den walisiske by Bridgend. Ingen ved hvor længe den har ligget der, men en kilde siger til avisen Daily Mail, at den sagtens kan have ligget der i flere år. 

Politiet opdagede gartneriet i en stor fabrikshal ved siden af politistationen, da flere betjente havde undret sig over en mærkelig lugt. Vidner fortæller til Daily Mail, at politibetjente kaldte det den største fangst nogensinde i området. 

Ifølge en lokal værkstedsarbejder, 33-årige Hayley Pells, havde politiet undret sig over bygningen i et stykke tid, og havde fløjet en helikopter med varmesøger over bygningen, men uden resultat.

Hendes far, 63-årige Andy Murdock, er den nu lukkede skunkfabrik dobbelt så stor som hans værksted.

- Det kan sagtens være helt op til 800 kvadratmeter, de har dyrket skunk på. Det er virkelig modigt af dem at dyrke det så tæt på politistationen. Men jeg forstår ikke, hvordan de troede, de kunne slippe afsted med det, for det er bogstaveligt talt kun et stenkast væk fra stationen, siger Andy Murdock til Daily Mail

Politiet i South Wales ønskede ikke at give yderligere oplysninger i sagen end at tre personer er blevet anholdt.