Fanforening i bestyrelse: Vi har ikke tillid til Jan Bech

Skrevet af admin

10/03/2016

Dagens topnyheder

Fanforeningen Brøndby Supporters Trust (BST), der har en plads i Brøndbys bestyrelse, skriver på Facebook, at foreningen ikke har tillid til bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

Derfor er foreningens repræsentant i bestyrelsen, Sune Blom, blevet bedt om at meddele bestyrelsen, at BST ikke bakker op om bestyrelsesformanden.

- Men givet de sidste dages begivenheder ser vi ikke nogen fornuftig vej frem med Jan Bech som formand for bestyrelsen, skriver foreningen blandt andet i en lang opdatering.

Der lød andre toner fra Jan Bech Andersen onsdag, da han forklarede sig på et pressemøde, hvor han meldte om opbakning fra en enig bestyrelse.

- For mig er det ikke skrevet i runesten, at jeg skal være formand, men jeg har bestyrelsens og medarbejdernes opbakning, og det forholder jeg mig til, sagde Jan Bech Andersen ved den lejlighed.

Sagen er kommet frem, efter formanden har skrevet negativt om tidligere træner Thomas Frank, tidligere sportsdirektør Per Rud samt en række Brøndby-spillere.

Bech Andersens indlæg er skrevet på et internetforum for Brøndbyfans under brugernavnet "Oscar".

BST uddyber mistilliden til Jan Bech Andersen.

- Handlingerne er i sig selv uforsvarlige. Vi mener dog, at det er en stærkt skærpende omstændighed, at det ikke er et tegn på et enkelt moments ophidselse.

- Jan Bech har igennem en længere periode tilsvinet centrale personer i Brøndby og forsøgt at bidrage til en negativ stemning blandt målrettede personer.

- Formålet har været meget klart: at fralægge sig det ansvar, der helt tydeligvis lå hos manden for bordenden. Når man ikke er villig til at påtage sig det åbenlyse ansvar for egne handlinger, så er vi ikke i tvivl om, at Jan Bech ikke er den rigtige mand til at stå i spidsen for Brøndby IF, skriver BST.

/ritzau/