Fangeflugter er symbolangreb på svage stater

Fangeflugter er ikke et ukendt fænomen i den del af verden - og slet ikke under uroligheder - men når der sker så massive flugter på så kort tid, må man formode, at grupperne bag har inspireret hinanden, vurderer lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Helle Lykke Nielsen.

»Udover den praktiske værdi, der ligger i, at de her organisationer, kombattanter og jihadister, der organiserer fangeflugterne, får deres tilhængere ud, forstærker de sig selv og udfordrer statsmagten og viser, at staten er svag. De viser også, at staten ikke kan bevare sit voldsmonopol og sender dermed et tindrende tydeligt signal til omverdenen om, hvem der har magten,« siger hun.

Mens al-Qaeda har taget ansvaret for to angreb i Irak, hvor det lykkedes flere end 500 fængslede islamister at flygte, heriblandt flere topfolk fra terrororganisationen, har en talsmand fra Taleban udtalt til nyhedsbureauet Reuters, at den islamistiske bevægelse stod bag angrebet mod et fængsel i Pakistan, hvor 243 fanger flygtede. Angrebet skal have haft til formål at befri nogle af bevægelsens ledere. Ingen har endnu taget ansvaret for weekendens masseflugt i libyske Benghazi, hvor flere end 1.100 fanger flygtede.

Det, man ser i Irak, Libyen og Pakistan, er, at staterne er så svage, at de end ikke formår at kontrollere deres fængsler, forklarer mellemøstekspert og ph.d. ved Institut for Menneskerettigheder Hanna Ziadeh.

»Det er meget alvorligt for den i forvejen ringe sikkerhedssituation i de her lande, og det ødelægger i høj grad statens autoritet, når den ikke kan kontrollere en af de mest basale institutioner i samfundet. Samtidig viser det modstandernes styrke,« siger han.

Typisk er det radikale elementer i al-Qaeda og andre militante grupper, der er interesseret i at skabe kaos og usikkerhed, så deres politiske dagsordener kan gennemføres, samtidig med at de bliver den samlende faktor.

»Og så giver det jo et moralsk boost, når det lykkes dem at befri nogle af deres ledere,« fortæller Hanna Ziadeh.

Så længe staterne ikke forstår at løse politiske problemer med politiske midler, men blot sætter flere mennesker bag tremmer, vil vi opleve en stigende grad af fangeflugter i den størrelsesorden, vurderer han.

»Omvendt, så se på en stat som Syrien. Selvom den har været under massivt pres i to år, har den været i stand til at fastholde kontrollen over fængslet i Aleppo, fordi Assad (præsident Bashar al-Assad, red.) ved, at det vil udvise svaghed, hvis han løsner sit greb. Det har de svage, nye stater i Irak og Libyen ikke forstået,« siger han.

Ifølge Hanna Ziadeh er befrielsesaktionerne nøje planlagt og gennemføres ofte i samarbejde med korrupte fængselsbetjente og sikkerhedsansvarlige. Når fangerne er blevet befriet, vender de typisk tilbage til deres arbejde i organisationerne med det samme.

Dagens Gossip

Dagens TV