Fanget i bilkø: Pelé missede Brasiliens første halvleg

Skrevet af admin

18/06/2014

Mest læste i dag

Den brasilianske fodboldlegende Pelé var en af mange brasilianere, der tirsdag missede dele af VM-kampen mellem Brasilien og Mexico.

I stedet måtte han skrue op for bilradioen, da han sad fast i en bilkø på vej hjem.

- For første gang måtte jeg lytte til første halvleg i en brasiliansk landskamp i en bil. Vi var fanget i trafikken, fortæller Pelé til Globo TV.

Fænomenet er ikke ukendt, når Brasilien spiller landskampe. Folk forsøger at nå hjem til starten af kampen, men ender med at tøffe af sted og sidde i kø.

Trafikmyndighederne i millionbyen São Paulo oplyser, at kødannelsen på sit højeste nåede op på 302 kilometer på veje og motorveje, hvor bilerne holdt stille.

Pelé og de mange andre, der sad i kø, gik dog ikke glip af nogen mål. Kampen endte 0-0 mellem de to førende hold i gruppe A, og både Brasilien og Mexico har fire point efter to kampe.

Gruppens to sidste hold, Kroatien og Cameroun, mødes natten til torsdag dansk tid.

/ritzau/Reuters