Fanget med paryk og guld: Lettisk bankrøver får fem år

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

En lettisk mand er onsdag ved Retten i Hjørring blevet idømt fem års fængsel og udvisning for bestandigt for en række indbrud og røverier rundt om i Danmark.

- Retten lagde vægt på, at der blev brugt en pistol, selv om det var en attrap, at han var delvist maskeret, og at han selv fortalte i retten, at han gentagne gange kom til Danmark for at stjæle, siger anklager Karina Skou til Ritzau.

Den dømte, Rudolf Ivanov, var blandt andet tiltalt for at have begået tre røverier mod pengeinstitutter i Brønderslev. Det gik ud over Nordea, Jyske Bank og Dronninglund Sparekasse sidste år.

Blandt de tyve forhold, som den 37-årige mand var tiltalt for, var også en række indbrud i villaer i Kolding.

Politiet gik sidste år ud med en offentlig efterlysning af manden.

- Han må efter det foreliggende betegnes som farlig, lød det fra en politikommissær.

Ved anholdelsen i Kolding tilbage i juni havde han tre kilo guld på sig. Betjentene fandt også to parykker, hvoraf den ene ligner den, der blev brugt ved et bankrøveri i Vejle 1. april i år.

Efter røverierne i Brønderslev sidste år fik Nordjyllands Politi en dna-profil på ham, og på den baggrund blev han efterlyst.

Manden og hans forsvarer finder onsdagens dom for hård og har derfor anket den til landsretten.

/ritzau/