Fans dræbt ved VM-stadion

To fodboldfans blev søndag dræbt af skud, da de var på vej til at overvære en fodboldkamp på Arena Castelao World Cup Stadium i den nordøstlige brasilianske by Fortaleza.

Ifølge det landsdækkende website Globo fremgår det af den lokale politirapport, at de to dræbte var fans af udeholdet Ceara, og at de blev dræbt af skud fra en forbikørende bil, hvis passagerer angiveligt skulle have været fans af hjemmeholdet Fortaleza.

Ifølge avisen Folha de Sao Paolo startede Ceara-fansene balladen ved at kaste med sten på Fortaleza-fansene. Det udviklede sig og endte ifølge avisen med skyderiet.

Sagen har vakt opmærksomhed internationalt, da Brasilien er vært for VM næste sommer, og især sikkerhedsspørgsmålene har været omfattende for de brasilianske arrangører. Stadionet i Fortaleza blev indviet med kampen i søndags, og i juni er det en af de stadioner, som skal huse Confederations Cup, der betegnes som en generalprøve for VM.

Den lokale VM-organisationskomité afviser, at der var en sikkerhedsbrist til kampen i søndags og understregede samtidig, at hændelsen ikke var direkte relateret til søndagens kamp.

- Der bliver trænet meget med militærpolitiet, det civile politi og selv hæren. Vi har ingen bekymringer omkring Confederations Cup, siger talsmanden for organisations-komitéen Tiago Paes til avisen Folha de Sao Paolo.

Dagens Gossip