Far dropper racismeanklage

Skoleleder Birgitte Sonsby fra Ejerslykkeskolen i Odense slipper nu for at have en racismesag hængende over hovedet.

Den far, som forleden valgte at anmelde skolelederen, efter at hun gjorde et verbalt udfald mod mandens søn, har nemlig ifølge bt.dk valgt at trække anmeldelsen tilbage.

Faren, Shaib Mansoor, mener at have nået sit mål alene i kraft af den debat, der er fulgt i kølvandet på nyheden om anmeldelsen mod skolelederen.

- Jeg har villet skabe en debat og få folk til at indse, at der er et problem. Det er den eneste måde at få politikernes opmærksomhed på, siger han til bt.dk.

Skolelederens verbale udfald, som er kernen i sagen, var henvendt mod en gruppe drenge, og lød sådan her:

- Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen.

Skoleleder Birgitte Sonsby valgte efterfølgende at undskylde over for faren, som reagerede ved at anmelde skolelederen til politiet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.

Shaib Mansoor siger til bt.dk, at selv om han har trukket anmeldelsen tilbage, så forventer han, at skolelederen bliver fyret.

 

Dagens Gossip