Far får 3,5 års fængsel: Holdt børnene skjult for deres mor i 10 år i udlandet

En 41-årig mand måtte i dag rykke direkte i fængsel.

Han blev ved Retten i Esbjerg idømt 3,5 års fængsel for at have taget sine to børn med til Jordan og holdt dem fra deres mor i 10 år.

Faderen rejste fra Danmark med børnene i december 2003. I april året efter blev moderen tilkendt forældremyndigheden. På det tidspunkt var børnene fire og seks år gamle.

Men selvom moderen havde fået retten over børnene, blev faderen i Jordan med dem, indtil han i juni i år igen rejste til Danmark. Her blev han anholdt ved indrejsen.

Udover dommen for at holde børnene fra deres mor blev manden også dømt for bedrageri. Han havde modtaget godt 400.000 kroner fra sin A-kasse, uden at oplyse at han var rejst ud af Danmark.

Den 41-årige blev varetægtsfængslet efter dommen.

Dagens Gossip

Dagens TV