Far grillede indenfor: Fem personer kulilteforgiftet i Årre

Skrevet af Ann Katrine Warren

27/12/2012

Mest læste i dag

Fem personer - heriblandt tre børn - blev i går kørt til behandling for kulilteforgiftning, efter en far havde havde grillet indenfor. Det var i landbyen Årre mellem Esbjerg og Grindsted, at manden tog den tændte kuglegrill med ind, da det var koldt at stå udenfor. Samtidig begyndte personerne i huset at få det dårligt.

- En af personerne var dog så årvågen at få grillen ud igen, men da de fortsat havde det dårligt, ringede de 112, og der blev sendt fem ambulancer til adressen, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Michael Skaarup til dagens.dk.

De tre børn på 6, 7 og 13 år blev sammen med to voksne kørt til sygehuset.

- Det kunne være gået frygteligt galt, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade, lyder det fra vagtchefen.

Familien er udskrevet fra sygehuset igen, og huset er blevet luftet grundigt ud.