Far og lille søn kom ud fra brændende hus

Skrevet af admin

03/04/2015

Dagens topnyheder

En far og hans lille søn kom fredag morgen ud af et brændende hus i Kalundborg.

Det var forbipasserende, der opdagede, at der stod røg op fra taget, og som fik slået alarm, oplyser TV Øst.

Situationen for far og søn i huset på Holbækvej var farlig.

- Få minutter mere i røgen, så havde det fået katastrofale følger, siger Jan Clausen, der er indsatsleder fra brandvæsnet ifølge TV Øst.

Meldingen om branden indløb et par minutter i syv, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- De var vågne og var selv på vej ud af ejendommen, siger politiets vagtchef til Ritzau.

Manden havde siddet i et værelse på første sal og havde røget en cigaret. Det er formentlig i den forbindelse, at branden er opstået.

- Han forsøgte selv at slukke ilden, fortæller politiets vagtchef.

Brandfolkene kunne ikke hindre, at første sal på ejendommen udbrændte.

/ritzau/