Far og søn med juletræ kørt ned: Mobiltelefon mistænkt for årsag til ulykke

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

En mand på 27 år har tirsdag eftermiddag mistet livet, da han sammen med sin far kom gående med et juletræ i en lille by ved Skjern.

De to mænd bar på juletræet på Herborgvej ved Finderup og gik i den korrekte side af vejen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Sønnen gik forrest, men blev ramt af en modkørende bil, siger vagtchef Anders Olesen.

- Han faldt ind over bilens front og blev dræbt på stedet, tilføjer han om ulykken, som skete cirka klokken 15.45.

Ved rattet i bilen sad en 22-årig mand fra Herning.

- Føreren har formentlig været uopmærksom et øjeblik på grund en telefon, siger vagtchefen.

- Både faren og bilisten er rystet over ulykken, konstaterer Anders Olesen.

Rutinemæssigt er der blevet taget en blodprøve på den 22-årige, men intet tyder på, at han var påvirket.

/ritzau/