Far til norsk massemorder kritiserer Breivik-bog

Skrevet af admin

01/11/2013

Dagens topnyheder

Jens Breivik, der er far til massemorderen Anders Behring Breivik, tager afstand fra sin afdøde eks-kones udlægning af sønnens opvækst og kritiserer ikke mindst, at han selv bliver beskrevet som en "hustyran".

Bogen, der er skrevet af forfatteren Marit Christensen og har titlen "Moderen - Historien om Wenche Behring Breivik", kaldes en fiktion af Jens Breivik.

- Det er komplet opfundet. Næsten intet af det har rod i virkeligheden, siger Jens Breivik om bogens portræt af ham i et interview med norsk radio P4.

Breivik, som er tidligere diplomat, bor i dag i Frankrig og er ligesom sin ekskone en omstridt person i Norge. Parret blev skilt, da Anders Behring Breivik var et år.

Retspsykiatriske eksperter siger samtidig, at de tvivler på værdien af Marit Christensens bog om Wenche Behring Breivik.

- Personligt mener jeg, at bogen vil have forholdsvis lille betydning for den retspsykiatriske vurdering af Anders Behring Breivik, siger Pål Hartvig, som er forsker og specialist i retspsykiatri.

Han mener, at det er umådelig vanskeligt at sige noget om den ekstreme terrorhandling, som Anders Behring Breivik begik ud fra detaljer om hans opvækst og forholdet til forældrene.

Heller ikke en specialist i klinisk voksenpsykologi, Pål Grøndahl, tror på, at man kommer svaret nærmere om, hvordan tragedien kunne ske den 22. juli 2011.

- Et meget stort antal livshistorier er fyldt med en forfærdelig barndom, en psykologisk forstyrret barndom, uden at det har udviklet massemordere, påpeger han.

Inden sin død forsøgte moren at stoppe Marit Christensens bog. Men forlaget Aschehoug besluttede trods morens ønske at udgive bogen.

Norges TV2 har offentliggjort en lydoptagelse fra 15 dage før morens død, hvori hun siger:

- Jeg havde ønsket mig en bog som slet og ret skulle fortælle en enkel historie om mig og mit liv. Hvordan jeg var, hvordan min søn var, og hvordan min familie var. Så at ingen skulle gå rundt og tro, at vi var så grusomme mennesker.

Wenche Behring Breivik, der døde i marts efter længere tids sygdom, siger i bogen, at hun frygtede at blive skudt, hvis hun bevægede sig uden for sit hjem.

Marit Christensens bog er udgivet tidligere end planlagt - mindre end to uger før den planlagte udgivelse af interviewbogen "En af os," hvor forfatteren og journalisten Åsne Seierstad portrætterer moren til massemorderen.

/ritzau/NTB