Far udsatte nyfødt datter for grov vold

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

En 30-årig mand er torsdag ved Retten i Lyngby blevet kendt skyldig i at have udsat sin nyfødte datter for grov vold og for vold mod sin kone.

Pigen blev født 25. februar, og allerede to dage senere begyndte farens overgreb. Først da nogle pårørende gik til politiet, hørte overgrebene op.

I perioden fra 27. februar til 2. marts pressede han en pude over datterens hoved, til hun blev blå i ansigtet, ligesom han i flere tilfælde holdt sin hånd over den lille piges næse og mund.

Politiet og anklagemyndighed mente, at der var tale om drabsforsøg, da pigen ifølge myndighederne kun blev reddet, fordi pigens mor kom og skubbede ham væk.

Men retten mente ikke, at der var tale om drabsforsøg.

- Retten fandt ikke, at han havde forsæt til at dræbe pigen, og derfor blev han kendt skyldig i kvalificeret vold efter straffelovens paragraf 245, forklarer sagens anklager, Christina Schønsted fra Nordsjællands Politi.

Straffelovens paragraf 245 handler om grov vold eller "legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter", som det hedder i loven.

Han blev også kendt skyldig i vold mod sin nyfødte datter, idet han bøjede fingrene bagover på hende, ligesom han trykkede hendes krop sammen på midten, indtil hendes hoved og fødder rørte ved hinanden.

Endelig blev han kendt skyldig i vold mod sin kone, som fik mindst otte slag i ansigtet med flad hånd.

Hvilken straf manden skal have, vil først blive afgjort ved et retsmøde 7. juli, når Retslægerådet er kommet med en udtalelse i sagen.

Udtalelsen fra Retslægerådet kommer til at få betydning for, om manden kan idømmes en almindelig fængselsstraf. Det vil han ikke kunne, hvis retten anser ham for utilregnelig.

I anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden vil kræve manden dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, hvis ikke han er egnet til en almindelig fængselsstraf.

Den 30-årige har siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af marts, og det skal han fortsat gøre, besluttede Retten i Lyngby.

/ritzau/