Farage fortryder ikke politisk kaos efter brexit

Skrevet af admin

06/07/2016

Dagens topnyheder

Den omstridte politiker og tidligere formand for det britiske, nationalistiske parti Ukip, Nigel Farage, fortryder ikke, at Storbritanniens opgør med EU har efterladt landet i et politisk kaos.

Det siger han på et pressemøde under Europaparlamentets månedlige samling i Strasbourg, hvor Storbritanniens skilsmisse fra EU er på dagsordenen.

- Jeg fortryder ikke, at afstemningen har ført til kaos i Labour eller Det Konservative Parti. Ikke det mindste, siger han.

Nigel Farage annoncerede mandag, at han trækker sig som formand for partiet Ukip, og han efterlader derfor til andre at forberede Storbritanniens skilsmisse med EU.

Både parlamentsmedlemmer og formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, har rettet hård kritik mod Farage for at unddrage sig ansvaret for afstemningsresultatet.

Blandt andet formanden for Alliancen af Liberale og Demokrater i Europa, Guy Verhofstadt, langer ud efter både Farage og Boris Johnson, en anden af nejsigernes topfigur, som begge har trukket sig fra deres ledende poster.

- De minder mig om rotter, der forlader det synkende skib, sagde han mandag.

Nigel Farage forklarer, at han siger farvel til formandsposten, fordi han "vil have sit liv tilbage".

- Jeg gik ind i politik for at få Storbritannien ud af EU, og jeg har gjort det, jeg har sat mig for, siger Nigel Farage på pressemødet.

- Jeg er glad for resultatet, men vi er nødt til at forklare over for de unge i Storbritannien, at vi ikke har forladt Europa. Det eneste, vi har gjort, er at forlade en fejlslået politisk union. Livet vil gå videre, siger han.

Forud for afstemningen var afgående premierminister David Cameron på ja-siden og Boris Johnson og Nigel Farage på nej-siden centrum for diskussionen om Storbritanniens fremtid i EU.

Allerede dagen efter afstemningen meddelte premierminister David Cameron, at han vil træde tilbage.

/ritzau/