Fare for miljøgift i skoler vækker bekymring

»Det er bekymrende, fordi det er der, vi sender vores børn hen hver dag. Det er ikke rart at vide, at vi sender vores børn hen i noget, som kan skade dem på lang sigt,« siger landsformand for Skole og Forældre, Mette With Hagensen.

PCB er en miljøgift, der fra 1950 og frem til 1977, hvor det blev forbudt i byggematerialer, blev brugt i blandt andet fugemasse, maling og gulvbelægninger. Hvis man udsættes for PCB i store mængder og gennem længere tid kan det skade både huden og forplantningsevnen, ligesom PCB også mistænkes for at være kræftfremkaldende.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) har da også bebudet, at der skal sættes ind over for problemet.

»Hvis der er skoler, hvor der er for meget PCB i indeluften, skal de findes, og børnenes sundhed skal sikres. Flere kommuner er allerede i gang, men vi skal have alle kommunerne med i indsatsen mod PCB. Derfor opretter jeg nu en særlig rådgivningsenhed, som kan bistå kommunerne med at tilrettelægge deres indsats mod PCB,« siger ministeren.

Ifølge Dansk Byggeri er der dog behov for andet og mere end rådgivning, hvis man skal komme miljøgiften til livs i skolebygninger landet over. Det bliver nemlig dyrt.

»Hvis 60 skoler koster 150 millioner kroner per styk at erstatte, så er regningen ni milliarder alene på skoleområdet. Det er tilmed kompliceret arbejde for nedrivningsdelens vedkommende, så vores beregninger er, at der beskæftigelsesmæssigt vil være cirka 13.500 job ved gennemførelsen af PCB-saneringen på skoleområdet,« siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius i en kommentar.

Og det får Enhedslisten til at efterlyse økonomisk hjælp til kommunerne.

»Det er naturligvis positivt, at regeringen vil hjælpe kommunerne med rådgivning om, hvordan de kan løseproblemet med det farlige stof PCB i skolerne, men det er ikke nok. Jeg frygter, at kommunerne ikke har de penge, der skal til for at løse problemet, og derfor er det afgørende, at der følger penge med fra staten til at løse problemet,« siger miljøordfører Per Clausen (Ø).

Han mener således, der er behov for en national handlingsplan og har kaldt Martin Lidegaard i samråd om, hvad regeringen har af planer på området.

Formanden for KLs teknik- og miljøudvalg, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), maner dog til besindighed. Ifølge ham er der »intet nyt« i tallene, og kortlægningen af PCB i skoler bygger på kommunale data, der allerede er kendt. Det er altså udelukkende en statistisk risiko og »worst case-scenarie«, at op mod 60 skoler kan være ramt af PCB, lyder det.

»Men vi følger selvfølgelig den PCB-handlingsplan, der findes, som allerede er der. Det betyder, at kommuner, der har mistanke om PCB, måler, om der er noget, og er der noget, gør de noget ved det,« siger han.

Dagens Gossip