Farfars forsvarer: Instagram afslører piges incestløgn

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

- Jeg fortryder mest, at jeg sårer mennesker, jeg elsker - jeg ville ønske, jeg kunne tage det tilbage.

Sådan har en 19-årig pige skrevet på sin Instagramprofil. Det siger hendes farfars forsvarer, Charlotte Møller Larsen.

Teksten skal forstås sådan, at pigen fortryder, at hun har anmeldt sin farfar for et omfattende og årelangt seksuelt misbrug gennem sin barndom - for det hele er det pure opspind, mener forsvareren, som vil have farfaren frifundet.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg tror, hun har skrevet det, fordi han er blevet anmeldt, siger Charlotte Møller Larsen under sin procedure i Retten i Glostrup.

Pigen har dog ifølge forsvareren tidligere i retten selv forklaret, at teksten refererer til en periode, hvor pigen skar i sig selv.

Da pigen indledte et forhold med sin nuværende kæreste, åbnede hun op og fortalte ham om et dagligt seksuelt misbrug, som ifølge hende stod på, fra hun var syv år og op til hun fik sin menstruation i 13-års-alderen.

Grundet omsorgssvigt var hun og hendes lillesøster anbragt i pleje hos bedsteforældrene.

Men pigen har fundet på det hele for få opmærksomhed fra den nye kæreste og for at slippe for de strikse bedsteforældre, så hun kunne flytte hjem til kæresten og hans familie, siger forsvareren.

- Hun er kommet med de her udtalelser for at få sin kærestes opmærksomhed og beskyttelse og har slet ikke været klar over konsekvenserne. Hun har ikke ønsket, at det skulle komme ud, siger Charlotte Møller Larsen og fortsætter:

- Nu har hun har fået sin vilje. Hun er flyttet hjemmefra og er sammen med sin kæreste, som hun ønskede. Hendes mission er lykkedes.

Pigen står alene med sin forklaring. Det meste af hendes familie mener, at hun lyver.

- Jeg ved, hvornår hun lyver, har pigens far tidligere sagt i retten ifølge forsvareren.

På et tidspunkt lige efter anmeldelsen spurgte han teenagepigen direkte, om anklagerne mod farfaren var sande.

- Hendes øjne flakkede. Fra det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at det var løgn, har faren tidligere sagt om sin datters anklager.

Der ventes dom i sagen fredag.

/ritzau/