'Farlig' drukleg indtager danmark

- Så er jeg blevet udfordret til det lort her.

Sådan indleder Thomas fra Odense den video med sig selv, han for nylig lagde på Facebook, efter han var blevet nomineret i druklegen 'neknominate'. I videoen ser man, hvordan han efterfølgende bæller en halv liter øl og sender udfordringen videre til tre af sine venner.

Og Thomas er langt fra alene. 'Neknominate' er blevet en trend, som breder sig som en steppebrand på Facebook. I løbet af den forløbne uge er fænomenet nærmest eksploderet.

Bryder man kæden, mister man respektet.

- Jeg kan godt se, det er lidt gruppepres-agtigt. Men der er jo ikke nogen, der slår en ihjel, hvis man ikke gør det. Der bliver højest slået en lille flig af ens selvtillid, siger Thomas, hvis identitet er redaktionen bekendt, til Dagens.dk.

'Neknomitate' er blevet et internationalt samtaleemne. Ikke mindst på grund af den langt mere ekstreme form, som legen har i udlandet, hvor det i nogle tilfælde også har handlet om at udføre et livsfarligt stunt. Trenden har blandt andet kostet to unge fra Irland livet.

I Danmark handler 'neknominate' tilsyneladende endnu kun om at drikke en vis mængde alkohol og sende udfordringen videre. Og umiddelbart er der ikke grund til at være bekymret, mener lektor i sociologi ved Københavns Universitet, Jakob Demant.

- Det kan være farligt. Men vi skal passe på med at fremstille leg med alkohol som noget helt nyt og overraskende. Nu har legen bare fået en ny form. Denne har mere karakter af gaming, og det kan der være nogle risikomomenter forbundet til, siger han til Dagens.dk.

Jakob Demant pointerer, at danske unge faktisk drikker mindre i dag, end de gjorde for år tilbage. Og i stedet for at stemple 'neknominate' som noget nyt og dødsensfarligt, bør det i stedet give anledning til at sætte fokus på selve drukkulturen blandt unge, mener han.

- Selvom der normalt er tydelige sociale grænser for, hvornår man bør drikke og lade være, så kan sådan et spil godt skabe et socialt pres. Spillet får alkoholen til at flyde ind i hverdagen og udfordrer de sociale grænser. Det skal vi være kritiske over for, forklare Jakob Demant.

'Neknominate' begyndte så vidt vides i Australien. Legen har i alt kostet fire dødsfald.

HERUNDER KAN DU SE, HVOR VILDT DET GÅR FOR SIG I UDLANDET:

Dagens Gossip

Dagens TV