Farlig fange flygter fra afdeling i Vejle

Skrevet af admin

15/08/2015

Mest læste i dag

En 31-årig mand er flygtet fra en psykiatrisk afdeling i Vejle lørdag eftermiddag. Det skriver Sydøstjyllands Politi, der efterlyser fangen, i en pressemeddelelse.

Det er Ziad Mohamad El Kassem, der var varetægtsfængslet, som er undveget. Han flygtede omkring klokken 17.

- Politiet leder nu bredt efter ham, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Kent Midtgaard Hansen.

Det var i forbindelse med træning i afdelingens fitnesslokale, at det lykkedes Ziad Mohamad El Kassem, der er fra Fredericia, at flygte ud af et åbent vindue.

- Så vi tænker, at han har ikke nogen telefon eller nogen penge. Det er umiddelbart vurderet, at han ikke kan have det, siger vagtchefen.

Det var klokken 17.18, at Sydøstjyllands Politi bliver kontaktet af den afdeling, hvor den 31-årige fange sad varetægtsfængslet, fortæller Kent Midtgaard Hansen.

Derefter tager politiet kontakt til Fyns Politi. Det er nemlig Fyns Politi, som har varetægtsfængslet ham for brandstiftelse. Men på grund af travlhed beder de Sydøstjylland om at efterlyse ham.

Politiet har i forbindelse med efterlysningen udsendt et billede af manden.

Den 31-årige fange beskrives som farlig. Politiet anbefaler derfor, at man ikke forsøger at kontakte ham, hvis man ser ham. I stedet skal man kontakte politiet på 114.

Ziad Mohamad El Kassem er omkring 180-185 centimeter høj, almindelig af bygning med kort, mørkt hår samt tatoveringer på krop og arme. Ved flugten var han iført sort træningstøj.

Politiet har lørdag aften endnu ikke fået nogen henvendelser fra borgere, der har set den undvegne fange.

/ritzau/