Farlig hjertesygdom forveksles med astma

»Det er bekymrende, at så mange danskere ikke er opmærksomme på symptomerne ved hjertesvigt, og det skyldes blandt andet, at man har lignende symptomer, hvis man har astma eller kronisk bronkit. Derfor bliver mange danskere ikke undersøgt for hjertesvigt, som er en livstruende hjertesygdom, og mange har dermed en større risiko for at dø tidligt,« siger overlæge, dr.med. Henrik Steen Hansen, formand for Hjerteforeningen.

Undersøgelsen, som er foretaget af analysefirmaet YouGov blandt et repræsentativt udsnit af 853 danskerne i aldersgruppen 40-74 år og blandt 175 danskere i aldersgruppen 75-90 år, viser, at hver fjerde dansker forveksler de typiske symptomer på hjertesvigt med astma. Symptomerne kan således være ekstrem træthed efter kortvarig fysisk aktivitet samt åndenød, der tvinger en til at sidde op og sove om natten.

Flere end hver tredje mener, at betegnelsen hjertesvigt er det samme som hjertestop. Og størstedelen er ikke klar over, at hjertesvigt er en kronisk tilstand, som følger én resten af livet.

Kun hver tiende kan genkende de typiske symptomer på hjertesvigt, og det tal vil man meget gerne have gjort noget ved hos Dansk Cardiologisk Selskab, der understreger, at en hurtig behandling kan være altafgørende.

»Vi ved, at den medicinske behandling, som vi tilbyder hjertesvigtpatienterne, virker. Et svensk og to britiske studier har vist, at vi over de seneste 20-25 år har gjort store fremskridt inden for hjertesvigtbehandlingen. Hjertesvigtpatienterne lever i dag længere og er også ældre, inden de eventuelt indlægges på grund af sygdommen,« siger overlæge Olav Wendelboe, professor og specialist i hjertesvigt ved Bispebjerg Hospital.

»Dette skyldes bedre behandling. Det er derfor meget vigtigt, at sygdommen spores så tidligt som muligt, så den enkelte patient kan få mest mulig gavn af behandlingen,« tilføjer han.

Ifølge Dansk Cardiologisk Selskab har personer med hjertesvigt i de sene stadier en høj dødelighed, mens medicinsk behandling i de tidlige stadier kan aflaste hjertet så meget, at tilstanden ikke udvikler sig yderligere, eller at en forværring bliver markant forsinket. Derfor vil Hjerteforeningen have øget folks opmærksomhed på symptomerne.

»Man skal være særligt opmærksomme på symptomer som hurtig udtrætning, bare ved at gå 15-20 meter i normalt tempo faktisk, og så åndenød. Det er vigtigt, at vi får øget fokus på det her, så vi kan få gjort noget ved den manglende viden om den her meget alvorlige sygdom,« siger Henrik Steen Hansen.

Omkring 100.000 danskere lever ifølge Hjerteforeningen i dag med den dødelige sygdom, hvor dele af hjertemusklens evne til at pumpe blod rundt i kroppen er ødelagt. Kun cirka 50.000 har imidlertid fået stillet diagnosen hjertesvigt.

Dagens Gossip