Farlig narko sendte danske turister på hospitalet: Nu har hollandsk mand fået sin dom

Skrevet af Jesper Larsen

23/02/2016

Mest læste i dag

En hollandsk mand har i dag fået sin dom, efter han I februar måned sidste år solgte farlig narko til tre danske turister i Amsterdam.

De tre danskere troede de købte kokain af ham, men i virkeligheden var der tale om hvid heroin. 

De blev efterfølgende voldsomt syge og måtte kørest til hospitalet i ambulancer, og da en britisk turist forinden var død under lignende omstændigheder, gik myndighederne i Amsterdam ud med overvågningsbilleder af den person, der havde solgt det farlige narko til danskerne, skriver nltimes.

Anklageren i sagen havde krævet ham idømt fire års fængsel for forsøg på manddrab, men retten mente ikke det kunne bevises, at han havde været vidende om, at der var tale om hvid heroin og ikke kokain. 

Han fik derfor et års fængsel, der næsten allerede er afsonet, fordi han har siddet varetægtsfængslet siden sidste år. 

Retten lagde til grund for dommen, at han var klar over, der 'dræber-kokain' i omløb i byen, og han skulle derfor selv have testet stoffet, eller advaret de danske turister om at gøre det, inden de tog det. 

Politiet frigav overvågningsbilleder af manden, hvor han var i gang med at sælge narkoen til danskerne, og da han så det var ham, valgte han at melde sig selv. 

Han har under hele forløbet fastholdt, at han ikke var klar over, der ikke var tale om kokain, og han har også afvist ethvert kendskab til den britiske turists død, som anklagemyndigheden havde forsøgt at kæde ham sammen med.