Fartglad: Bilist taget med 107 kilometer i timen på skolevej

Den fartglade bilist blev fanget af en fotovogn på Næstved Landevej i Rude mellem Næstved og Skælskør.

Der er på strækningen tale om en skolevej, men alligevel kom bilisten blæsende med 107 kilometer i timen.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uaaceptabelt, men det er heldigvis meget sjældent vi oplever så høje hastigheder på skolevejene, siger lederen af færdselsafdelingen ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, Erik Mader, til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Politiet firedobler antallet af fotofælder

Da bilisten kørte mere end dobbelt så hurtigt i forhold til de tilladte 50 kilometer i timen på strækningen, er det nu op til en dommer at udmåle straffen.

- Men vi lægger typisk i den slags sager op til en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder, og dertil kommer en klækkelig bøde. Man kommer til at mærke, at man ikke har forstået reglerne, siger Erik Mader.

Politiet landet over har siden skolestarten haft fokus på trafikanterne ved skolerne, og erfaringerne er noget blandede.

- Jeg synes generelt, at bilisterne er blevet bedre til at huske selen til både børnene og dem selv. Til gengæld er det værre med den tunge fod på speederen. Her er min fornemmelse, at det ikke er blevet bedre - nærmere tværtimod. Og det er vi selvfølgelig opmærksomme på, siger Erik Mader til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Pengemaskine? Ti fotofælder høstede 100 mio. kroner på blot tre år

Derfor fortsætter politiet da også fartkontrollerne ved skolerne.

- Det er jo godt når vi fanger sådanne fartsyndere som bilisten i Rude, lyder det fra færdselschefen.

Dagens Gossip