Fartglade fans hylder Kevin Magnussen i Melbourne

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen blev modtaget med jubel af autograf-hungrende Formel 1-fans, da han torsdag ankom til banen i Melbourne.

Magnussen skal i weekenden køre sit første Formel 1-løb, og flere motorsport-entusiaster ser frem til at følge den unge McLaren-kører, når han skal trykke på speederen i Albert Park.

- Vi er så spændte. Han er en ung kører med masser af potentiale, og han har gjort det rigtig godt i testkørslerne, siger Jacqui Buttigieg, der har fulgt McLaren i flere år og bor lige ved siden af banen i Melbourne sammen med sin mand.

- Vi er kæmpestore McLaren-fans, og det har vi været i meget lang tid, siger hun til Ritzau, mens hun holder en brun bamse, der både bærer det danske og britiske flag.

Det lykkedes hende at få autografer fra både Kevin Magnussen og hans britiske holdkammerat, Jenson Button, efter at hun havde ventet flere timer under den australske sol sammen med et par hundrede andre Formel 1-fans.

- Jeg ryster stadig, så det må betyde noget. Vi er så spændte. Vi har set frem til at møde dem i månedsvis, siger Jacqui Buttigieg.

Også andre fans glæder sig til at se, hvad den unge dansker har at byde på.

- Jeg kender ikke så meget til ham, men han er ret hurtig, og det bliver interessant at følge ham i år, siger Selam Busson, der bor i australske Adelaide og er rejst til Melbourne med sin femårige søn.

Hun er til gengæld stor Lewis Hamilton-fan, og det lykkedes hende at få signeret sin bog om den tidligere Formel 1-verdensmester.

- Jeg ville have ventet hele dagen på den autograf, siger hun til Ritzau, mens hun stolt viser autografen frem.

Også andre store Formel 1-stjerner mødte op og signerede kasketter, trøjer, Formel 1-magasiner og billeder til publikum. Blandt andre sidste års vinder i Albert Park, Kimi Räikkönen.

Hans holdkammerat, Fernando Alonso, der kom rullende ind i sin Ferrari, afsluttede med at kaste sin røde kasket ud til publikum - til stor begejstring for de fremmødte.

/ritzau/