Farvel til Vild med dans' alderspræsident

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Pasodoblen blev sidste dans for designeren og forretningsmanden Erik Brandt, der fredag aften røg ud af vild med dans.

Efter danseparrene de seneste to fredage har været splittet op, var det  første gang, alle skulle danse mod alle samme aften. Det blev fejret med masser af hurtige fødder og spanske rytmer hos de 11 par i form af hele fire forskellige danse: quickstep, pasodoble, jive og tango.

Erik Brandt og hans dansepartner Vivi Siggaards pasodoble imponerede dog ikke dommerne. Med kun 9 point og for få seerstemmer kom parret i omdans mod badmintonspilleren Tine Baun og hendes dansepartner Frederik Nonnemann.

Men heller ikke i anden omgang på dansegulvet formåede modekongen at imponere.

Vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl og hendes dansepartner Silas Holst er derimod at se i dansetøjet igen næste fredag. De to indtog endnu engang pladsen som dommernes kæledægger med hele 23 point for deres pasodoble.

De to var dog stærkt forfulgt af skuespiller Johannes Nymark og hans dansepartner Claudia Rex, der modtog 21 point for deres quickstep.

Sidste uge røg komikeren Thomas Wivel ud som konkurrencens første efter at have været i omdans med politikeren Astrid Krag.

Erik Brandt er dermed nummer to, der forlader årets sæson af Vild med dans.

Der er nu 10 par tilbage i Vild med dans. Konkurrencens vinder vil blive fundet ved finalen i Horsens fredag den 28. november.

Newspaq