Fastfrysning af boligvurderinger vil ramme spredt

Konsekvensen kommer helt an på, hvordan de nye vurderinger ville lande, vurderer Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea.

»De nye vurderinger kunne både betyde, at grundpriserne ville stige yderligere, men de kunne faktisk også betyde det modsatte i kraft af, at vi i de seneste år har haft nogle boligprisfald,« siger Lise Nytoft Bergmann.

For det er langt fra sikkert, at ejendomsvurderingerne ville stige alle steder i landet, understreger hun.

»Vi har de seneste år kunne registrere, at har været steder i landet, hvor grundværdierne er steget, men der har også været steder i landet, hvor grundvurderingerne er faldet, så jeg tror ikke, man kan sige, at det (en suspendering af vurderingerne, red.) vil være til gavn for alle boligejere, eller at det vil være til skade for alle boligejere,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Men en suspendering vil være en god nyhed for de boligejere, hvis hjem stod til en stigning i den offentlige vurdering.

»Hvis der ville være stigende grundpriser i de nye vurderinger, så vil det alt andet lige betyde, at boligejerne vil blive ramt mindre hårdt, end hvis de bare bliver ramt af de her grundskyldstigninger, som allerede venter dem,« siger Lise Nytoft Bergmann med henvisning til grundskyldsstigningerne fra 2011.

Skatteminister Holger k. Nielsen (SF) siger i mandagens udgave af Berlingske, at han overvejer at suspendere de nye vurderinger, da man stadig arbejder på at finde en løsning på de tidligere fejlvurderinger.

Dagens Gossip

Dagens TV